Underligt...

Jeg har haft sen skoledag i dag.. Det vil altså sige, at jeg først mødte i skole klokken kvart i tre.
Det vil også sige, at jeg først er hjemme sådan cirka tyve minutter i syv her til aften.
Så kommer jeg hjem til et tomt hus?
Hvor fanden er de voksne?
Så vidt jeg ved, skulle de da ikke noget i dag?
Jeg ved ikke, om jeg bare skal tage noget aftensmad eller lade være...
De har ikke lagt nogen besked, så de har nok slet ikke været hjemme..
Men jeg har heller ingen sms fået, og de har heller ikke ringet..?
Hvor fanden er de?
Måske skulle jeg prøve at skrive eller ringe til en af dem...
Bare for at høre, hvor søren de er?
Jeg plejer jo at komme hjem om onsdagen lige tidsnok til aftensmad..
Og så er der bare helt sort, mørkt, intet lys tændt i huset, når jeg kommer hjem.
Jeg blev nødt til at stoppe cyklen og stå og glo for at fatte det?
Jeg har ingen anelse om, hvor de kan være..
Det irriterer mig lidt.
Men whatever. Så tager jeg vel nok bare nogle nudler til aftensmad.
Skal vel ikke vente på, at de kommer hjem, vel?
Jeg ved jo ikke, hvornår det bliver?
Garh, beslutninger, beslutninger...

Ellers har dagen været... Okay...
Tre timers psykologi er lige til at overleve...
Vi så "Er du mors lille dreng?" - Forfærdelig udsendelse.. At folk mener, de er egenede til at have børn, når de hellere vil sove længe end at give deres barn mad. Assholes... Jeg kan ikke lide at se sådan noget - Satte mig til at tegne i stedet for. Har alligevel set det før. Vi så de samme film i psykologi de sidste to år. Så en tredje gang med samme udsendelse, kan jeg vist godt undvære... Fik tegnet en hest... Ikke nogen køn en, og så alligevel... Well, den er i hvert fald ikke ret detaljeret eller propertionel rigtig.. Men what the heck?

Og nu sidder jeg alene hjemme. Fylder stilheden ud med Linkin Park, der fyrer ud af mine højtalere.
Der er ikke noget værre end stilhed. Jeg tænker altid det værste, når der er stille.
Hver eneste lille lyd giver mig tusindvis af ubehagelige tanker.
Heldigvis er jeg da ikke helt alene... Max, min skønne (fede) hankat ligger lige ved siden af mig.
Han er dejlig. Ham må jeg kramme, ae, nusse og kysse på, alt det jeg har lyst til. <3
Og han finder sig i det. Han er virkelig en af mine bedste venner. Selvom han også kan pisse mig af sommetider. Han har den lille uvane, at han går og pisser på tingene indenfor. Det er blevet bedre, jeg har ikke set ham gøre det længe. Så måske er han ovre det.. Men når man kommer ind på værelset og finder kattepis op og ned af sin kommode, bliver man lidt træt af det...
Men det er vist også sådan cirka det eneste, jeg kan brokke mig over, over den kære kat. :3
Han lægger klods op og ned af mig. Holder mit ben varmt. Cutiepie - han er så glad for kontakt.

Nanna er anderledes. Det er min hunkat. Hun render meget udenfor. Vil gerne nusses og aes og spinder virkelig meget! Starter faktisk med at spinde så snart, man så meget som kigger på hende.. ówò Men løfter man hende op, bliver hun sådan helt.. Vild. Vrider sig, mijawer og skubber sig væk fra en. Ikke så glad for kontakt, som Max er.
Max er min lille baby! Ham må jeg gerne løfte op, han elsker, når jeg lægger ham over skulderen og klør ham på ryggen. Nanna er min diva. Hun skal have tingene på sin måde, ellers bliver hun sur. Jeg elsker dem begge to så højt. Det smerter mig at tænke på, når de engang skal forlade denne verden. Så det tænker jeg helst så lidt som muligt på!

Uhm... Ellers har jeg haft til opgave at overveje, om jobbet oppe på Shell var noget for mig. I starten var jeg ellevild med tanken om et job deroppe, jeg kender det jo så godt efter alle de gange, jeg har været deroppe og handle slik, dengang jeg kom sammen med Josh. Men prøvetiden deroppe (Jeg fik lov at prøve, hvordan det var i tre timer or so) har gjort mig i tvivl. Jeg fik ansvaret for kassen efter jeg havde fået vist, hvordan man gjorde. Kæft hvor stressende. Og det var bare en tredjedel af arbejdet, man skulle lave, når man var deroppe.... Mistede fuldstændig modet på jobbet, da Hejdi fortalte mig om alt det, man skulle lave.. Det kan jeg slet ikke overskue..
Så efter en snak om det med min kære far, har jeg besluttet at takke nej tak til jobbet... De fortjener en, der har bedre kvalifikationer til det anyway.. Og så må jeg finde mig et lidt simplere job. Det er trods alt mit første job - jeg vil helst ikke stresses helt ned over det. Måske rideskolerne her i området har brug for en pige mere, der er villig til at muge et par bokse? Det kender jeg jo fra dengang jeg passede hest.

Åha... Passede hest. Det er mange år siden, jeg passede Prins - en dejlig, stor, sort Oldenborger... Jeg savner ham ret så meget sommetider.. Eller også er det faktummet at have en hest at passe, som jeg savner... Jeg holder meget af heste, de er noget af det smukkeste, jeg kan finde indenfor dyreverden.. Sammen med tigere...
Jeg ville gerne have tid til en hest igen... Måske når jeg engang stifter familie, kan jeg få en igen. Men så skal det være min helt egen, som kun jeg skal opdrage på, ride på, passe på... Jeg har flere gange set en hest, hvor to forskellige personer havde halvpart på den. Staklen blev så forvirret, fordi de red den helt forkellige, fodrede den forskelligt og sådan... Det skal ikke ske med min hest! Hvis jeg ikke har tid til at passe den fuldtid, så skal jeg slet ikke have en... Så et job på en rideskole, hvor jeg kan snakke med hestene, måske ride dem en gang imellem.. Det ville være fantastisk!

Ikke desto mindre ville jeg ikke kunne leve uden dyr. De er menneskets bedste ven (ikke kun hunde <.<) Jeg har aldrig haft en menneske-ven, jeg kunne fortælle alt til, som bare lyttede, trøstede og aldrig sagde noget videre. Derfor elsker jeg dyr. Ganske vist forstår de nok ikke et ord af, hvad du siger... Men bare det, at de er der. Det er jo skønt. Jeg har sågar flere gange oplevet, at jeg har været nedtrykt, stille, jeg ligefrem på grådens rand, hvor Max eller Nanna så kom ind, spandt lidt for mig og krævede opmærksomhed ved at nusse sig mod mig eller noget.. Og jeg er flere gange faldet i søvn med Max i armene, hvor han også sover trygt. Jeg har det så meget bedre med et lille pelsdyr i favnen. Måske også derfor, jeg elsker at have alle mulige slags bamser? Det er jo lige fra mine små heste-bamser til min store tiger-bamse! Det er bare skønt at have noget at holde om, så føler man sig ikke så alene, selvom man er det eneste levende, der ligger og skal til at sove... Min tiger ligger altid oppe ved siden af mig i sengen. Hun passer på mig. Bamsen ved siden af bliver skiftet lidt ud. Lige nu ligger Spotty ved siden af hende. Min lille hvid/brun plettede heste-bamse. Han er så blød <3

I det hele taget føler jeg mig vist bare meget alene... Jeg søger nærhed hos en masse, men får det ikke rigtig. Jeg krammer Keld og mor konstant, fordi jeg bare.. Gerne vil krammes igen. Jeg har så tit brug for kram. Jeg elsker kram. Men ikke bare hvilket som helst kram fra hvilken som helst.. Det skal være et kram fra en, der holder af mig. En, som jeg kan mærke, holder af mig.. Ellers er det bare forgæves. Såh.. Man kan vel altid gennemskue mig på det punkt. Hvis jeg gerne vil kramme dig hele tiden, betyder det bare, at jeg føler, du holder af mig. Og holder du af mig, holder jeg af dig. Selvfølgelig krammer jeg heller ikke folk, jeg ikke holder af. Det ville være.. Underligt.. Så er det sådan noget.. Tage fat om skuldrene og lige kort røre kind mod kind- kram.. O.o Det er jo ikke et kram.. Det er bare en måde, man lader som om, man er glad for at se nogle.... Den har jeg brugt nogle gange, det vil jeg gerne indrømme. Højst sandsynligt fordi jeg ikke kan lide at såre folk. Selvom jeg vist kommer til det alligevel. Så bliver jeg tit konfronteret med, at jeg sårer nogle, og så siger jeg undskyld og at det ikke var meningen. Hvis de derefter bliver ved at køre i det og sådan. Så går jeg fuldstændig i selvforsvar. Jeg hidser mig op, svarer hårdt igen.. Things like that. Og jeg hader det! Men det har vel bare rod i, at jeg er så bange for at skuffe... At mine fejltagelser tager hårdere på mig, end de burde. Højst sandsynligt på grund af episoden med min eks. Jeg har aldrig tilgivet mig selv for det. Vil nok aldrig komme til det. Keld siger, de har tilgivet mig. Og at jeg burde tilgive mig selv. Men hvordan kan jeg de? Jeg vendte min egen familie ryggen? Det vil for evigt hjemsøge mig... For-fucking-evigt...

Nu er der gået en time, siden jeg kom hjem. De voksne er ikke hjemme endnu... Jeg vil have aftensmad. Det bliver nudler og kaffe. Punktum. Ses