Pink paryk!

I dag tager jeg i skole med min Pinkie Pie paryk på.. ^^ Fra kort, brunt hår til langt, pink, krøllet hår! Gad vide, hvordan folk tager det.. XD
Skriver alt om min dag med pink hår, når jeg kommer hjem igen~! <3

EDIT
Okay, så fik ikke lige skrevet om det i går.. Men.. Så er det godt, at jeg kan gøre det i dag! ^3^
Som sagt havde jeg pink hår. Det startede med, at jeg cyklede ned til togstationen, hvor to piger passerede mig. Kunne høre den ene sige "omg, pink hår!" til den anden, og det lød sjovt, så jeg smilte lidt.. XD
Da jeg kom til Randers og skulle med bussen, smilte buschaufføren noget så stort, da jeg kom ind og viste ham mit bus-kort.. XD Han ser nok ikke lige en pige med pink hår hver dag!
Oppe i skolen mødte jeg min klassekammerat, Elsebeth, på gangen. "Gud Louise! Er det dig?" Ja, ja det var det da XD Hun synes vist, det var lidt sejt, at jeg bare sådan random tog en pink paryk på i skole.. XD
Og så sagde hun, det klædte mig.. B3 Tak tak Elsebeth! Cool at få at vide af en voksen kvinde på.. 38 år? Pinligt har fået hendes alder at vide, men kan ikke huske det.. XD
Mens jeg sad i klassen, kom Liselotte ind. Stoppede. Kiggede på mig. Så smilte hun underligt og spurgte; "Hvorfor?". Jeg grinte og svarede, at jeg bare havde lyst.. XD Det var åbenbart et acceptabelt svar, for hun grinte bare kærligt og rystede på hovedet af mig.. XD Og så snakkede vi om, at vi begge to skulle klæde os ud sammen i skole  en dag :3 (hun er live rollespiller)
Da min lærer kom, kiggede hun underligt - jeg har på fornemmelsen, at hun ikke genkendte mig til at starte med.. XD Da hun så fandt ud af, det var mig, virkede hun sådan meget "Nåh ja, det er Louise, sådan noget kan hun jo finde på", hvilket bare var fedt! XD Det kom ikke bag på mange, at jeg gjorde det faktisk.. x3 Det viser jo bare, at jeg kan blive accepteret for at gøre.. Ja næsten alt indenfor skøre ting! XD
Blev endda brugt som eksempel, da vi snakkede om ... kongruens? i psykologi.. xD
"Tag fx Louises pink hår. Hun kunne være inkongruens og tænke; nej, jeg tager den kun på, mens jeg er sammen med andre, der gør det samme som mig. Men nej, hun er i kongruens og tager den på i skole! For hun er kold, pisse ligeglad med det.. Dét er kongruens!" Kongruens er noget med at hvile i sig selv eller sådan noget shit.. xD (Har ikke mine noter lige her, så er ikke engang sikker på, at det hedder kongruens.. LOL)
På vej hjem var det den samme buschauffør, som jeg kørte med før. Han genkendte mig, for han sagde "hej igen" xD Men pink hår er vel også nemt at genkende.. xD
Da jeg kom hjem var mor og Keld allerede kommet hjem og mor fangede mig, lige da jeg kom ind af døren. "Har du haft den på i skole?" "Ja" og så grinte hun.. xD

Konklusion; Folk er ikke overraskede over, at jeg tager wig på i skole! B3

Quick heads up

Jeg har fået en besked.. Fra skolen. De har stoppet min SU på grund af manglende studie-aktivitet. Fandens også.. Det ødelægger en masse af mine planer. Jeg må se, om jeg kan rette op på det, inden april. Plage, tigge og bede Anders om at lade mig få den tilbage.. Han er en rar mand, han forstår det vel godt.
Jeg kan ikke leve uden min SU. Alt hvad jeg laver i fritiden, betaler jeg af den. Hvordan skal jeg komme til SVS uden SU? Hvordan skal jeg betale mine regninger uden SU? Jeg kan ikke rejse nogen steder uden SU. Okay, jeg kan give den en skalle mere med jobansøgningen.. Håber jeg kan finde noget, jeg gider, ellers må jeg jo tage en af de der... Andre jobs... Urgh..
Weekenden tilbringer hjemme ved Liselotte. Rollespil uden tvivl. Måske får jeg lov at spille Skyrim igen.. *w* Må lige huske at pakke et par energi-drikke... Dem kan man ikke undvære på en fredag aften.

Well.. Jeg burde vel starte ud med at skrive om min weekend. Brony Meet-up.
Det var en skøn weekend, men jeg har det fandme for dårligt til at gå helt hyper over det lige nu.
Så det må vente til et andet indlæg.
Lige nu vil jeg bare wiene. Klage. Jamre. Indsæt flere synonymer her.
Jeg er blevet forkølet. Føler mig som lort, pudser næse igen og igen og igen og igen.. Den bliver ved med at løbe. Hvor fanden kommer alt det snot fra?!?! Min næse gør ondt. Det slider på den, hver gang jeg pudser. Den er rød, huden er irriteret. Mit hoved gør ondt, jeg er stoppet i hele fjæset. Mine øjne er trætte. Føler mig som lort.
...
Suk. Sygdommen er ikke engang det værste. Det går over igen.
Det er værre, når følelsen af uduelighed rammer.
Jeg tilbyder min hjælp til folk, selvom jeg selv har det af lort til. De ignorerer mig. Svarer mig slet ikke, og pludselig er de offline. Jeg forsøger konstant at være der for dem. Selvom jeg selv har lyst til at krølle mig sammen og græde.
Jeg er ved at være træt af det hele.. Når jeg skriver med folk, fortæller dem lidt om, hvad jeg går og laver, så BANG skal vi straks snakke om dem. Jeg lægger konstant mærke til det. Hvordan de får det hele drejet over på dem selv. "Mig, jeg, min, mit" .. og jeg giver bare efter "dig, du, din, dit" ...


"Nej, skidt med mig, nu snakker vi om dig!" 
Jeg siger det. Skriver det. Folk giver mig ret. Ikke direkte, men de begynder at snakke om sig selv. Hælder ud med problemer, følelser, brok og jeg ved ikke hvad.
På den ene side ville jeg bare ønske, at for en gangs skyld ville der komme en og svare mig; "Nej. Vi har snakket om mig. Nu snakker vi om dig." og så igen på den anden side... Hader jeg at åbne mig overfor folk.

... Jeg er lige så besværlig. Dobbeltmoralsk. Går konstant og tænker "hvorfor altid dig?", mens min mund siger "pyt med mig" .. Hvad der får mig til at være sådan.. Aner jeg ikke. OG DET FRUSTRERER MIG!!!
...
Det er overalt. Hver gang jeg får en sms. Tænker jeg; det er sikkert en, der har noget at fortælle om sig selv. Det er det altid. Folk skriver kun til mig for at sige noget, de har oplevet, noget de føler, noget om dem. De eneste sms'er der starter med "Hej, hvordan har du det?" - de eneste, der starter ud med at snakke om mig, spørge mig om noget, interessere sig for mig.. Er fra min far. I hvert fald størstedelen af tiden.
Nu lyder jeg sikkert som en, der bare synes, at alt skal handle om mig. Men det er ikke sådan, jeg mener det. Beklager, hvis det er det indtryk, jeg giver.

Jeg vil så gerne have, at nogle bekymrer sig om mig, oprigtigt, og ikke bare spørger for at få en undskyldning for at dreje emnet over på sig selv. Ligesom min far. Men.. Hvis det endelig sker. Lukker jeg ned. Siger, at alt er fint. At jeg har det godt. Lyver, så det driver ned af mig.
Jeg bekymrer mig vel bare mere over alle andre end mig selv. Fordi jeg.. Ja hvorfor? Fordi jeg vel stadig har den indre følelse af... At jeg intet er værd. Jeg er til for at trøste andre. Det er det, verden kan bruge mig til. Jeg stinker i skolen. Jeg kan ikke finde ud af at få mig et job. Jeg er fucking snart tyve år, og har INTET opnået i mit liv. Kan ikke engang magte at få en fucking HF studentereksamen! Hvor dum er jeg?!?!
....
....
Jeg lever for meget i en drøm. Jeg er tabt i troen om, at det hele nok skal gå, hvis bare jeg er tålmodig og venter. Venter på at blive reddet. Af en ridder på en hvid hest. Der beder om min hånd og passer på mig resten af mit liv... Pffh, jeg må le!! Jeg har haft én kæreste... Der viste sig at være en idiot... Et svin. En lort. Urgh, bliver så vred, når jeg tænker på, at han render rundt på samme college som Lunch. Får lyst til at smide computeren fra mig, når jeg ser, at han skriver på hendes væg på Facebook. Jeg prøvede at fortælle hende det tidligere.. Men kom aldrig dertil. For så drejede hun samtalen i en anden retning, og jeg fik kolde fødder. Sagde til hende, da hun startede, at jeg ikke ville bestemme, hvem hun skulle være venner med. Men af alle mennesker... Vælger hun at blive "venner" med min eks-kæreste. Jeg forstår intet. Men det er jo heller ikke første gang. Dumme Louise. Så hjernelam, du dog er.
Jeg håber bare ikke, at hun dropper mig for ham. Jeg holder stædigt fast i håbet om, at det ikke vil ske. Men jeg kender ham. Jeg ved, hvor manipulerende, han kan være. Hvad han kan få folk til at tro, sige og gøre. Så mit håb glider langsomt fra mig.... Det er nok det, der vægter tungest. Frygten for at miste Lunch. Til ham. Jeg får kvalme bare ved tanken.
...
Jeg kan snart ikke klare mere

Hvidsten gruppen

Jep.

Så har jeg været inde og se den nye, danske film, "Hvidsten Gruppen"..

Jeg er målløs..

Jeg vidste godt, at mange forfærdelige ting skete under 2. verdenskrig.

Så hvorfor påvirker den her film mig så meget?

Aner det ikke.. Jeg var forarget.. Jeg var tilmed bange sommetider!

Når tyskerne var ved at finde dem, der var medlem, sad hjertet oppe i halsen på mig.. 

Og henrettelsen.. Føj...

Jeg græd og græd. Uden lyd. Stirrede bare på lærredet og græd.

Grinte få gange, men kun i starten af filmen, hvor det stadig var ok at joke i de forskellige scener.

Senere blev det sgu alvor. Vældig meget alvor. 

Det skræmmer mig, at det var sådan det foregik.

At jeg har set en filmatisering af, hvad der skete dengang. 

Jeg har kvalme. Får tårer i øjnene igen, mens jeg sidder og skriver det her. 

Jeg ved ikke, om jeg kan sove i nat. 

"Nogle må dø, så andre kan leve"

Det sagde de i filmen... Fuck mand.. 

Sådan nogle noble mennesker.. Der ofrer sig for andres skyld.. Det er helt uvirkeligt!

Familier mister deres kære til tyskerne. 

Kun fordi de var modige nok til at kæmpe imod..

På vej hjem, i bilen, sagde mor noget i retning af; "Ja, tænk at nogle døde, forlod deres familier for at skabe den frihed, vi nu nyder så godt af"
Tak mor.. Den havde jeg VIRKELIG brug for at få smidt i fjæset.

Jeg er fuld af ærefrygt. Selv ville jeg aldrig have nosserne til at gøre noget som det.

Aldrig.

Men de havde det. Og nu mindes de for deres helte-dåd. 

Fantastisk film. Stærk. God.

Men jeg skal aldrig se den igen.

Aldrig nogensinde igen..

Film baseret på virkelige hændelser skræmmer mig for meget.

Jeg nyder at lukke mig ind i min bobbel og sige "Der er ingenting i vejen med verden"
At tro det. At leve efter det.

Suk... 

Når sådan en film kommer og giver et spark af virkelighed..

Bliver jeg noget så bange... 

Skræmt.

Urgh..

Nå...

Ja..