Hvidsten gruppen

Jep.

Så har jeg været inde og se den nye, danske film, "Hvidsten Gruppen"..

Jeg er målløs..

Jeg vidste godt, at mange forfærdelige ting skete under 2. verdenskrig.

Så hvorfor påvirker den her film mig så meget?

Aner det ikke.. Jeg var forarget.. Jeg var tilmed bange sommetider!

Når tyskerne var ved at finde dem, der var medlem, sad hjertet oppe i halsen på mig.. 

Og henrettelsen.. Føj...

Jeg græd og græd. Uden lyd. Stirrede bare på lærredet og græd.

Grinte få gange, men kun i starten af filmen, hvor det stadig var ok at joke i de forskellige scener.

Senere blev det sgu alvor. Vældig meget alvor. 

Det skræmmer mig, at det var sådan det foregik.

At jeg har set en filmatisering af, hvad der skete dengang. 

Jeg har kvalme. Får tårer i øjnene igen, mens jeg sidder og skriver det her. 

Jeg ved ikke, om jeg kan sove i nat. 

"Nogle må dø, så andre kan leve"

Det sagde de i filmen... Fuck mand.. 

Sådan nogle noble mennesker.. Der ofrer sig for andres skyld.. Det er helt uvirkeligt!

Familier mister deres kære til tyskerne. 

Kun fordi de var modige nok til at kæmpe imod..

På vej hjem, i bilen, sagde mor noget i retning af; "Ja, tænk at nogle døde, forlod deres familier for at skabe den frihed, vi nu nyder så godt af"
Tak mor.. Den havde jeg VIRKELIG brug for at få smidt i fjæset.

Jeg er fuld af ærefrygt. Selv ville jeg aldrig have nosserne til at gøre noget som det.

Aldrig.

Men de havde det. Og nu mindes de for deres helte-dåd. 

Fantastisk film. Stærk. God.

Men jeg skal aldrig se den igen.

Aldrig nogensinde igen..

Film baseret på virkelige hændelser skræmmer mig for meget.

Jeg nyder at lukke mig ind i min bobbel og sige "Der er ingenting i vejen med verden"
At tro det. At leve efter det.

Suk... 

Når sådan en film kommer og giver et spark af virkelighed..

Bliver jeg noget så bange... 

Skræmt.

Urgh..

Nå...

Ja..