Well.. Jeg burde vel starte ud med at skrive om min weekend. Brony Meet-up.
Det var en skøn weekend, men jeg har det fandme for dårligt til at gå helt hyper over det lige nu.
Så det må vente til et andet indlæg.
Lige nu vil jeg bare wiene. Klage. Jamre. Indsæt flere synonymer her.
Jeg er blevet forkølet. Føler mig som lort, pudser næse igen og igen og igen og igen.. Den bliver ved med at løbe. Hvor fanden kommer alt det snot fra?!?! Min næse gør ondt. Det slider på den, hver gang jeg pudser. Den er rød, huden er irriteret. Mit hoved gør ondt, jeg er stoppet i hele fjæset. Mine øjne er trætte. Føler mig som lort.
...
Suk. Sygdommen er ikke engang det værste. Det går over igen.
Det er værre, når følelsen af uduelighed rammer.
Jeg tilbyder min hjælp til folk, selvom jeg selv har det af lort til. De ignorerer mig. Svarer mig slet ikke, og pludselig er de offline. Jeg forsøger konstant at være der for dem. Selvom jeg selv har lyst til at krølle mig sammen og græde.
Jeg er ved at være træt af det hele.. Når jeg skriver med folk, fortæller dem lidt om, hvad jeg går og laver, så BANG skal vi straks snakke om dem. Jeg lægger konstant mærke til det. Hvordan de får det hele drejet over på dem selv. "Mig, jeg, min, mit" .. og jeg giver bare efter "dig, du, din, dit" ...


"Nej, skidt med mig, nu snakker vi om dig!" 
Jeg siger det. Skriver det. Folk giver mig ret. Ikke direkte, men de begynder at snakke om sig selv. Hælder ud med problemer, følelser, brok og jeg ved ikke hvad.
På den ene side ville jeg bare ønske, at for en gangs skyld ville der komme en og svare mig; "Nej. Vi har snakket om mig. Nu snakker vi om dig." og så igen på den anden side... Hader jeg at åbne mig overfor folk.

... Jeg er lige så besværlig. Dobbeltmoralsk. Går konstant og tænker "hvorfor altid dig?", mens min mund siger "pyt med mig" .. Hvad der får mig til at være sådan.. Aner jeg ikke. OG DET FRUSTRERER MIG!!!
...
Det er overalt. Hver gang jeg får en sms. Tænker jeg; det er sikkert en, der har noget at fortælle om sig selv. Det er det altid. Folk skriver kun til mig for at sige noget, de har oplevet, noget de føler, noget om dem. De eneste sms'er der starter med "Hej, hvordan har du det?" - de eneste, der starter ud med at snakke om mig, spørge mig om noget, interessere sig for mig.. Er fra min far. I hvert fald størstedelen af tiden.
Nu lyder jeg sikkert som en, der bare synes, at alt skal handle om mig. Men det er ikke sådan, jeg mener det. Beklager, hvis det er det indtryk, jeg giver.

Jeg vil så gerne have, at nogle bekymrer sig om mig, oprigtigt, og ikke bare spørger for at få en undskyldning for at dreje emnet over på sig selv. Ligesom min far. Men.. Hvis det endelig sker. Lukker jeg ned. Siger, at alt er fint. At jeg har det godt. Lyver, så det driver ned af mig.
Jeg bekymrer mig vel bare mere over alle andre end mig selv. Fordi jeg.. Ja hvorfor? Fordi jeg vel stadig har den indre følelse af... At jeg intet er værd. Jeg er til for at trøste andre. Det er det, verden kan bruge mig til. Jeg stinker i skolen. Jeg kan ikke finde ud af at få mig et job. Jeg er fucking snart tyve år, og har INTET opnået i mit liv. Kan ikke engang magte at få en fucking HF studentereksamen! Hvor dum er jeg?!?!
....
....
Jeg lever for meget i en drøm. Jeg er tabt i troen om, at det hele nok skal gå, hvis bare jeg er tålmodig og venter. Venter på at blive reddet. Af en ridder på en hvid hest. Der beder om min hånd og passer på mig resten af mit liv... Pffh, jeg må le!! Jeg har haft én kæreste... Der viste sig at være en idiot... Et svin. En lort. Urgh, bliver så vred, når jeg tænker på, at han render rundt på samme college som Lunch. Får lyst til at smide computeren fra mig, når jeg ser, at han skriver på hendes væg på Facebook. Jeg prøvede at fortælle hende det tidligere.. Men kom aldrig dertil. For så drejede hun samtalen i en anden retning, og jeg fik kolde fødder. Sagde til hende, da hun startede, at jeg ikke ville bestemme, hvem hun skulle være venner med. Men af alle mennesker... Vælger hun at blive "venner" med min eks-kæreste. Jeg forstår intet. Men det er jo heller ikke første gang. Dumme Louise. Så hjernelam, du dog er.
Jeg håber bare ikke, at hun dropper mig for ham. Jeg holder stædigt fast i håbet om, at det ikke vil ske. Men jeg kender ham. Jeg ved, hvor manipulerende, han kan være. Hvad han kan få folk til at tro, sige og gøre. Så mit håb glider langsomt fra mig.... Det er nok det, der vægter tungest. Frygten for at miste Lunch. Til ham. Jeg får kvalme bare ved tanken.
...
Jeg kan snart ikke klare mere