Regnen..

Jeg sidder og kigger ud af vinduet. Bare kigger ud. Lytter til stilheden. Der er ingen lyde omkring mig, udover min computer, hvor blæseren kører svagligt. Ikke en lyd høj eller intens nok til at bryde stilheden. Men lyd nok til, at jeg ikke tror, jeg er helt alene i en verden med kun mig. Mig og intet andet.
Det er mørkt udenfor. Ikke bare mørkt. Bælg ragende mørkt. Kulsort. Jeg kan skimte lygten henne på stien gennem hækken, men ellers er der sort. Kun mit eget spejlbillede i ruden holder mig ved selskab. Min computer stopper med at puste. Den har kølet sig selv tilstrækkeligt ned. Nu er der stille. Ikke en lyd. Selvom de andre er hjemme, kan jeg intet høre. De laver ingenting. Bevæger sig ikke rundt, roder ikke med noget på deres værelser. Jeg spiser en bid kage. Et lille stykke kage har taget mig snart en time at spise. Nutella-maden har taget mig tre.. Den er ikke spist endnu. Jeg har ingen appetit. Skulle varme min latte op to gange, fordi den blev kold. Jeg plejer at tømme en kop latte på ti minutter or so.. Men ikke i dag.
Jeg slukker lyset. Min eneste lyskilde er min computerskærm nu. Den lyser ikke nok til at få ruden til at kaste mit spejlbillede tilbage, da jeg igen ser ud. Kulsort. Mørke. Stilhed. Ensomhed.
Men så sker der noget.. En lyd. Noget imod ruden. Det kommer igen, getager sig, bliver hyppigere.
Det er regnen. Intens regn skyller forbi. Jeg lytter til den. Falder lidt til ro - stilheden er brudt.
Regn..
Det kan både trøste en og gøre en hver situation endnu værre.
I aften fandt jeg trøst i den. Da alt blev mørkt og stille, mærkede jeg mig selv blive nedtrykt. Humøret faldt. Havde lyst til at krølle mig sammen i sengen, under dynen, aldrig komme ud igen.
Men så begyndte det at regne. De tunge dråber, der hamrer imod ruden, jager stilheden på flugt og gør mig opmærksom på, at alt ikke er opslugt i mørke. At jeg heller ikke skal blive det.
Jeg er meget nedtrykt endnu.. Føler mig alene.. Det er irriterende.
Regnen bliver ved. Tapper imod mit vindue, synger en lille sang for mig. Jeg spiser lidt mere kage - Den smager ikke godt. Jeg har ikke appetit til den. Jeg elsker ellers cheesecake. Der er noget galt.
Suk..
Nu er regnen stoppet. Stilheden trænger sig på igen. Men så begynder Keld at snakke til Maria. Siger, hun ikke skal have tv og computer tændt samtidig. Fjollehoved, Maria, det har de sagt hundredevis af gange.
En dør bliver lukket, en tallerken sat i mikrobølgeovnen, og den bliver tændt. Hvad der er på tallerknen kan jeg, selvfølgelig, ikke høre.
Min computer puster igen. Ellers er der stille. Så begynder en af kattene af spise ude fra Nannas skål. Kan høre deres knasen, tørfoderet mod metalskålens kanter. Om det er Max eller Nanna, der spiser, ved jeg ikke.
Stille... Mørkt.. Ensomt..